af Jonas Georg Christensen, 2020

Læsninger i ANA #15

"Forsøg på en læsning af Per Højholts begreb om skriven, via en tolkning af romaneksperimentet 6512: For derved ..."

Uddrag fra manuskript til et mundtligt oplæg, i form af en læsning af Per Højholts anti-roman 6512: Bogens tekst er markeret med fed.

Skrivning – og læsning – som materialebevidsthed

… Men, først lidt mere generelt om den her tekst; bogen der fungerer som omdrejningspunkt for mit mundtlige oplæg i dag. Jeg har forsøgt en læsning, for så at sætte det ind i nogle af de forskellige arbejdssammenhænge som jeg tager del i. Og i dag vil jeg bl.a. derfor blot fokusere på den første ‘tredjedel’ af bogen, da denne allerede er meget fyldig – og nærmest beregnet til at implodere i og med læsningen af teksten –, på trods af at bogen ikke er specielt voldsom at se på… men også dét aspekt fungerer som en form for fælde – et kneb – fra forfatterens side: Eller fra den der skriver “Jeg er bare den der har ordnet bladene” – til og med alfabetisk. Fortællingen er at bogen er gået fra hinanden, og at bladene derefter er ordnet alfabetisk, hvilket således gør at forfatteren kommer til at fungere som en slags arkivar eller bibliotekar.

         Og Højholt var faktisk uddannet som bibliotekar. Han arbejde bl.a. hos Askov Højskole, ved Centralbiblioteket i Esbjerg, og i Hellerup på Gentofte Hovedbibliotek. Sat på den baggrund kan vi sikkert fint tillade os at læse det der står, i parateksten, på bogens bagside som værende drillende. Hele bagsideteksten lyder:

“Det er mig der har skrevet 6512. Den består af nogle blade, som en eller anden har skrevet, jeg kender ham ikke, hans navn står ikke på bladene. Eller også er en af [P/]per[-]sonerne ham, det kan jeg jo ikke vide. Jeg har bare ordnet bladene og lavet en bog af dem. Så læseren må selv bestemme det hele, også hvordan hovedpersonen er, om han er et dumt svin eller et sølle menneske eller Mennesket. Det er han nok. Jeg fralægger mig som sagt ansvaret, det er læserens, helt og holdent. Hvis De læser bogen er det Deres. Jeg har bare skrevet den, det er det hele.” (kantede parenteser i og sat ift. uddragene er mine, de fungerer som oplæg til mulige læsninger; med versaler markerer jeg ord der kunne være det manglende)

– værsgo, ik’?! Og, ja tak du den er god med dig, siger læseren vel blot så. For hvad kan man sige til sådan en tvetydig mundfuld ordgejl, inden at man selv er kommet i lag med teksten? Men problemet er at det virker faktisk ganske godt. Altså teksten – og også parateksten – fungerer som et hvilket som helst andet narrativ, på trods af den her anti-agtige-emballering – og på nogle måder tilmed lidt bedre – fordi man som læser får så meget plads til at foretage sin læsning, og lave fortolkninger. Spørgsmålet er selvfølgelig, ligesom så mange andre ‘store spørgsmål’, en slags gåde; hvad dælen er det der fungerer her? Den slags spørgsmål må man vende tilbage til, løbende.

         Lad mig lægge for med at give jer en ide om den fiktion der fortælles – og samtidigt skrives om –, så det kan blive tydeligere hvad det er vi taler om. Teksten fungerer som en dagbogstekst, skrevet af en yngre mand, der tilsyneladende ikke har andet for end at gå på biblioteket – hvor han så hænger ud sammen med andre subsistensløse figurer –, og der læser i forskellige aviser og bøger, samt skribler noget ned i sin ‘bog’; en kalender, der omdannes til en dagbog ved at gøre brug af dens sider på denne måde. Hvilket igen gør det til en bog, eller hvad det nu blir til: I hvert fald er bindet allerede i bogens ‘begyndelsesforløb’ ved at gå fra hinanden. Vi ser her at selve fortællingens forløb, den narrative tid i fortællingen, på grund af det alfabetiserende greb er radikalt relativeret. Og at det der har en bindende funktion i kraft af at kunne indeholde skrift, svært kan holde sammen på ‘sig selv’. Dette tema og brugen af det, knytter sig for mig at se til 'sprogets' måde at relatere til 'sig selv' – dvs. vores, sprogbrugernes, måde at relatere til sprog på.

         Hvordan bruges det så? Jo, fx finder vi aldrig ud af hvad hovedpersonen hedder – hans navn står jo heller ikke på bladene, som vi ved –, men navnet Tobias er på spil en gang eller to: “Jeg hedder ikke Tobias”, som der fx står på en af siderne. ‘Siderne’ har selvfølgelig heller ikke sidetal, eller numrene på siderne passer i hvert fald ikke til sidetallene. Noget der må betragtes som endnu et ‘nummer’, eller rettere endnu et æstetisk eksperiment, der ligesom hvert af de øvrige blade, på lignende vis med Højholts øvrige skriftlige arbejde i øvrigt, har hver sin æstetik. Jævnfør det svar som han i interviewet, i bogen Digtere på bånd, gi’r på spørgsmålet: “Findes der æstetiske regler for din digtning?” – “Nej, kun for det enkelte digt.” Svarer han, her.

         Men gives der ikke én æstetiske retning for Højholts arbejde og virke, så gives der dog tematikker: Eksempler herpå kan vi få ved at læse nr. 9, hvor at det her med tal og sidetal, og dermed også med tid og forløb, samt narrativitet osv. tematiseres, ikke blot i kompositionen, men i selve teksten. Stykket i sin helhed, følger her:

“Bogen begynder at irritere mig, alle de tal foroven som ikke betyder noget. Jeg fandt sku ikke den bog den 1. januar, skulle det få mig til at begynde på dato måske? Jeg begynder selvfølgelig forfra, stort set, og selv om jeg af og til kommer til at springe nogle sider over så har jeg altid kigget den igennem bagefter en gang imellem og har fyldt nogle af de tomme sider ud. Endelig – sikke et ord at bruge – er den nok ældre, den er nok fra sidste år eller forrige år, det glemte jeg at se efter før den blev for snavset og ved at falde fra hinanden også. To elastikker vil blive nødvendige for at holde sammen på den, jeg er begyndt at lede efter dem. Til sidst er den bare et bundt papir med skrift holdt sammen af two elastikker. Jeg vil få besvær hver gang jeg tager den op og skal løsne elastikkerne og lirke dem af uden at papirerne splittes til alle sider hvilket allerede er sket nogle gange. Det sker der ikke noget ved, jeg samler dem sammen. Datoerne har jeg revet af, det generede lidt at skrive under fx 27. januar i september for nu at tage en årstid. Det er ikke september nu, lige nu, overhovedet ikke. Jeg river de datoer af, de forrykker min tidsfornemmelse. Står der et rødt tal så er det søndag men det er nok ikke søndag, når jeg skriver eller også er det søndag men ikke den bestemte søndag men en helt andet som ikke står i bogen fordi den er ældre. Et par dage er jeg også blevet fristet til at følge den dato jeg skrev under, jeg spilder min tid. Det gør jeg alligevel, nej. Jo.” [nr. 9] (min kursivering og understregning)

Ambivalens, i form af sprogets mulighed for tvetydighed er i stykket her noget af det første, eller måske rettere sidste, som slår ind. Det tema står så i forhold til fejl, læsning, betydningsdannelse og mulighedsbetingelserne herfor. Samt det at noget begynder overhovedet. Lige i det her stykker er det ikke demonstreret så kraftigt, eller radikalt, som andre steder i bogen; fx i nr. 68, hvor der blot står: “Jeg skr” – og hvor at både; ‘Jeg skriger’; ‘Jeg skrider’; ‘Jeg skråler’, her ligger tæt på – tilgengæld er det manifesteret i hele bogens komposition, og i para-konstruktionen omkring denne. Det er en kalender, og hvor begynder en kalender, d. 1. – januar selvfølgelig … men de-konstrueret begynder 6512-bogens sider, ordnet igen, så med A, B osv. Og nr. 9 er det sidste blad i B-rækken, og dette stykke afrunder derved en begyndelse: Som er et af de andre temaer i nr. 9, og karakteristisk for hele bogens tid og dennes forhold til tid. Og så er der det lydlige – og dermed kropslige som tematiseres – “to” (udtalt på jysk ‘tvo’) bliver til “two” (tallet 2 stavet på engelsk). Den her leg med sprogets lyde, og derved med dets materiale bringes altså frem via en glidende overgang, ikke i betydning, men udfra en sprogmaterialistisk tilgang til sproget: Tilgangen kan spores og ses i selve den skrivendes forhold til og ‘særlige’ brug af ord, bogstaver og text – materiale der er – skrevet eller trykt på en side, og som nu kan føre læseren til den her fornemmelse af en overvældelse ved sproget og dets evindelige dannen betydning. Som vi fx hørte: “Endelige – sikke et ord at bruge”. Det der slutter er altså ikke rart må vi forstå – og så kan vi jo sige hverken ift. nydelsen, eller i det hele taget –, det endelige er noget som er svært at forholde sig til. Om det enten ses på som alt eller intet. Dvs., om et fænomen der opfattes som en endelig størrelse, fx. sproget, opleves som noget der er hermetisk – og ubegribeligt på den måde –, eller ikke er til at gribe om, og altså endeligt i denne forstand. Forstår I hvad jeg mener? Noget der er ophørt.

         Jeg vil tage og bruge denne side som en begrænsning, da der kan sættes et rimeligt skel her, som så deler resten af bogen fra det som jeg vil kalde dens introduktion. Altså: fra A til og med B, fra nr. 1 til 9 som vi lige har hørt. Det giver mening da temaerne, som er mest presente i resten af bogen, allerede står at læse her: Dermed sagt også hvad angår spejlinger – dvs. måden som teksten har med spejlingen som tema at gøre, og de måder som jeg mener at spejling håndteres på; i og med bogen. Hvilket igen vil sige ift. læseren. Sådan som, jeg mener at, vi kunne skimte det i parateksten. Jeg må komme nærmere ind på det, men det er faktisk også – hvis man vælger at læse det sådan – det der står, ik’? “Bogen begynder …”. På lignende vis mener jeg også at man kan finde en karakteristik af bogen, i sætningen: “Til sidst er den bare et bundt papir med skrift holdt sammen af two elastikker. …” – Nu vil jeg gå over til læsningen af de enkelte ‘sider’, eller stykker som jeg har kaldt dem – notaterne.

En begyndelse før begyndelsen

1-3:

Hovedpersonen – som er navnløs – præsenteres, eller rettere præsenterer sig selv med sætningen: “Af en eller anden grund fik jeg ikke skrevet her i går eller i forgårs og den tomme side irriterer mig, om et par måneder vil jeg ikke vide hvad den betyder, eller rettere om et par måneder eller uger vil jeg kunne tro at den betyder noget, at jeg har været for syg til at skrive (det er jeg) …”: Temaerne; tid; væren; betydningsdannelse; årsagssammenhæng og det at skrive tegnes her kraftigst op. Derudover skrives der om bogen som der skrives i, om et Hjem – med stort H – og, ikke om, men med tvivl – eller finter; dobbelttydighed – eller snyd; ambivalens – eller forskydning; tidens bevægelse – eller forløben; og fejl – eller mis-tolkning.

         Fx: “Nu er jeg snart så langt nede (på siden) at det er nok, jeg kan ikke skrive at jeg har det godt for det passer ikke, heller ikke med datoen. Den dag jeg ikke skrev noget her var jeg måske ikke i så godt humør som nu, jeg har det faktisk stråålende, det betyder ikke en skid. Måske jeg var ude at se til mine forældre, det er jeg af og til og så kan det knibe med at få tid til at skrive der er langt at køre. Selvom det hører hjemme under en anden dato kan jeg skrive at jeg sidder på sengen og skriver”

         Højholt presser her teksten og det at skrive-s måder at kunne betyde på, nærmest som i en eksperimentel opstilling der skal se hvor meget, eller langt, sproget kan vrides. Og hvordan det i så fald giver sig. På en måde øver han en slags vold på det, men med humoren som strategisk middel. Dette er en både skeptisk holdning til sprogkritik, og en sprogforsken. Det er i øvrigt blevet bemærket – af Højholt mener jeg – at læseren derved også får status som forskende, så her inddrages tilhøreren altså i selve udfoldelsen. Denne præmis køber, og arbejder jeg således ud fra her.

         1)

• det tomme tematiseres: I og med selve siden som der i ét nu skrives på og beskrives, – præsensformens mono-dialogiske træk er jo dagbogens format og nu’et tematiseres derved også automatisk. Men altså, siden selv er i fokus og der henvises til denne som både blank, og som ‘læsbar’ og altså åben for fortolkning – på grund af det at der ikke stod noget på den. Vi husker at der stod: “… og den tomme side irriterer mig, om et par måneder eller uger vil jeg tro at den betyder noget, at jeg har været for syg til at skrive (det er jeg) eller at jeg har haft travlt med et eller andet …”.

• så tematiseres det at det betyder noget at få skrevet, og at kunne skrive – ikke mindst for ham selv, som vel er den forestillede læser. Han skriver dog aldrig direkte at han sidder og læser, men dagbogen er klart nok systemet hvori dette kan ske. Der kan forestilles læsning da der altid er en anden tilstede allerede: Hvis det ikke er os selv er det vores forestilling om De Andre. (Det er på den måde jeg mener at dagbogen fungerer mono-dialogisk).

• hvis man i øvrigt fremhæver og uddrager det der er sat i parenteser, og som tydeligvis er kommentarer til teksten fra den skrivende selv, får vi; “(det er jeg)”; “(hvis det kan kaldes et hjem)” – og; “(på siden)”. Så størrelserne; jeg’et/en der skriver jeg; et hjem, dvs. et sted; og siden, papiret, og skriften peges på og kobles.

         2)

• størrelsen jeg tematiseres fortsat “jeg jeg må passe på” og “slemt nok jeg kradser sådan”: Nu sat overfor en social kontekst i form af en (logi-)familie – eller hvem det nu er, nogle han bor til leje hos, der; “hellere ser min hæl end min tå”, som der står.

• ordet ‘AT’ og dermed væren, tematiseres; “[AT] jeg jeg” og “slemt nok [AT] jeg kradser sådan” – burde det have stået. Skribenten sparrer et ‘at’ et sted, og skriver om det: “Og det nytter ikke jeg blir gal (der sparrede jeg et ‘at’, til gengæld tager dette her langt mer plads) jeg fortsætter her: for bogen hænger efterhånden så skidt sammen jeg jeg må passe på ikke at ruske i den eller smide med den, slemt nok jeg kradser sådan”. Det samme motiv tegnes op igen og igen, og på den måde minder formatet – måske – lidt mere om en visuel, grafisk eller billedkunstnerisk tilgang; hvor det samme motiv tegnes, set i forskelligt lys, fra diverse perspektiver.

• man kan her sige at teksten glider over i slags simpel poetisk skrift, nederst. Og at prosa og poesi på den måde, ud fra et sprogmaterialistisk syn, modstilles i praksis, sætningen: “slemt nok jeg kradser sådan” – indeholder ligefrem begge muligheder.

         3)

• her får vi det at skribe bragt på banen; “… åndssvagt at sidde her og skribe med tilskuer på”. Der er en anden person som står – tydeligvis, for – tæt på ham på biblioteket, som jo fungerer som ‘sted’ for dem der ikke har et andet sted at være, eller blot at arbejde.

• det fører os videre til det abrupte, det der ikke hænger sammen, og som vel står i forhold til begyndelsen: “Det var højst ubehageligt men til sidst gik han da hen til avisreolerne, gudskelov!!! Han står der stadig væk med ryggen til, ikke så høj som jeg troede og duknakket og tynd i toppen som” – ham, den her anden, der virker forstyrrende kunne være det qua jeg’ets eventuelle identifikation med ham: “Jeg ser hellere deres hæl end Deres tå, hr!” – udsagnet som var vendt mod den skrivende selv, vendes mod den der – eventuelt – læser med i hans (dag)bog. “… Han står stadig og glor, af og til skotter jeg til ham. Om lidt går han igen, jeg kan ikke have at han står her og glor ned i bogen, han kan sandsynligvis læse hvad jeg skriver og det hæmmer mig, for resten vil han af det kunne se at han er uønsket, han vil kunne se at jeg ønsker ham langt væk ad helvede til ganske stille her på papiret, men han er måske foruden alt det andet nærsynet?? Så forstår jeg ikke en skid af hvorfor han står og glor, jeg ser hellere deres hæl end Deres tå, hr!” – og så kommer det her med at “det er åndssvagt at sidde her og skribe med tilskuer på”. Hvilket selvfølgelig tematiserer lort, jeg kobler i hvert fald gerne imellem skribe – eventuelt over skrible –, og til skide.

4-7:

Kredsen af venner, familie og bekendte præsenteres; især Albinus – som er en ‘lort’: “Albinus er en lort, jeg vil ikke snakke med ham mere.” – starter teksten i nr. 4.

         4)

• her lægges undersøgelsens vægt på talesprog og slang, som overdrives – bl.a. ved at dramatisere forløbene – som løber over i hinanden. Der er også her, ligesom i nr. 3, et ‘paranoidt’ tema på spil: “Jeg tror han er efter mig, jeg tror han snakker om mig til de andre også til bibliotekaren …”– det er Albinus, der er tale om, eller “Alb” som han forkortes til på 'biblioteks'- og administrationssprog. Det der i teksten hermed indføres er en form for særegen sprogbrug, og der præsteres altså endnu en version af, og et bud på (moderne) slang. Eller man kan sige at den her form for sproglig hitte-på-som-hed forklædes via en officiel, eller formel sprogbrug. Og som læser køber jeg den råt…

• der er også, tilsidst i nr. 4, en ting med fremstillingsform, som jeg tænker er en indirekte kommentar til det der allerede er skevet ovenover, i slang-form, og med alle de her spidsfindigheder. Og så – måske som en måde at pointerer de forskellige sproglige og fremstillingsmæssige effekter – rundes der ellers af med at tale pænt om “en rolig fremstillingsform” – det lyder sådan her: “… det er frygteligt irriterende når folk ikke forstår hvad jeg siger. Årene har lært mig at sætte pris på en rolig fremstillingsform ligesom jeg (elsker) stunden her lige ind under aften hvor mørket er ved at snige sig ind ad læsesalens høje vinduer. Næ, en rolig fremstillingsform giver udsagnet en vægt og spækker det med fonemer. …” – Der ses her i forløbet en glidning – via det lydlige og, i en sprogmaterialistisk forstand, haptiske – fra form(-er) til fonemer; fra format til skriftsprogets mindstedele.

• forkortelser, gentagelse og genfortælling går igen i nr. 5. Hvis begyndelse også gentages i nr. 6. I nr. 5 lyder versionen sådan her: “Albinus har fået besked, i dag. … men både Carl og Karl ville have ham derud så det kom han ikke langt med,”

• og i nr. 6 sådan her: “Albinus har fået besked i dag. … men både Carl og Karl havde set ham derude så den kom han ikke ret langt med.”

       5)

• I nr. 5 er det, umiddelbart, Albinus der hjælpes: Og både skide-sproget og det paranoides tema videreføres; “… så det kom han ikke langt med, han var skidenervøs …” – og “… ‘Af hvem?’ spurgte Albinus så. …” – eller “… ‘Hva?’ sagde han og vendte sig om med javerten fremme” – samt “De havde ikke taget deres mælk ind”.

• det der ‘sker’ i narrativet er også karakteristisk for hele teksten, hvor der igen gives en lille fortælling, et forløb som fremstilles og varieres på forskellig vis, sådan at vi som læsere kan være med til at erfare hvad blot en mindre drejning af, eller nuancering i, sprogbrugen kan føre med sig – eller bruges til. Og på den vis gåes der videre med demonstrationen af diverse former, altså fremstillings-former, og endda ved brugen af fonemerne – ved tuning-en eller farvningen, af skriftsproglige mindstedele.

       6)

• heri demonstreres det så at enhver sætning, og tilmed dens konstruktion, kan have – mindst – to betydninger. Og så fortsættes der ellers med løjerne, og pølsehumoren – hvor at det i denne version er Albinus der er – eller gøres til – skurken: “… Jeg var skidenervøs, der kunne have været hvad som helst i lommerne, bogen fx. Albinus er en idiot, det ved man, men han skal holde fingrene af mine lommer. Jeg plejer ellers aldrig at tage frakken af men idag var det helvedes varmt herinde så jeg røg på den og Albinus, den lort, kunne ikke nære sig, godt han ikke pissede i lommerne, så havde jeg slået ham nej jeg havde ej. [FORDI:] Nu viser det sig at Carl og Karl har løjet, de så sgu ikke Albinus siger de nu. Jeg er helt til grin, siger de nu og Albinus aner ikke hvordan han skal se ud. Han sprak i fjæset da jeg måtte give ham en undskyldning, de andre tvang mig, røvhuller.”.

         7)

• “Altså, skrev jeg.”: Og det at starte tematiseres derved, ligesom at mængden af ord – eller ord som materiale og mængde overhovedet – peges på. Bl.a. ved at være irriterende: “Hvor er det irriterende, sådan en masse ord og jeg har næsten ikke fået fortalt noget endnu. Det er svagheden ved systemet, hvis der er noget system. Jeg skider på det …” – på hvad? På sprogsystemet, med skriften selvfølgelig! Her mener jeg at Højholt, bevidst eller indirekte får peget på brugen af sprog som et økonomisk forhold: Og ganske enkelt på de sproglige forhold, for mennesker, som økonomiske forhold. Forhold der udvikler sig til, og udspilles i situationer. Samtidigt gøres der noget ud af at pege på fremstillingsform, og formater, igen, hvor man i slutningen af stykket hører om ting som [at] “gnikke[r] sine øjne med hænderne”

– det er Albinus der ikke kan tåle berøring uden at henrykkes, der står – : “Karl aer ham stadig og Albinus det kvaj tripper og græder og gnikker sine øjne med hænderne. Satans så meget plads det tog, jeg skriver nok dårligt, jeg tror jeg vil studere hvordan man kommer til at skrive kort nok. Men det hjælper ikke. I gymnasiet lærer de hurtiglæsning, man skulle have gået den vej. Man havde nok (jeg) sidder her alligevel, men så havde man jeg kunnet skrive nogenlunde kort. Nogenlunde er for langt.”

• og så kommenteres der i teksten af skribenten på sin egen skrift, hvor det om det generelle besvær med det sproglige, og dette materiales økonomiske forhold, afslutningsvist hedder: “Nej, det kan slet ikke skrives, nej jeg skulle adrig have startet”: Så her får vi også en tvivlen. En frygt og bæven, i dialog med Kierkegaards tragiske helt, der udfra en etisk fordring ofrer noget til fordel for fællesskabet: Og ved at bringe dette på banen, vil jeg gerne påpege – eller blot påstå – at skribenten, altså den skrivende der skriver jeg, må benytte sig af sprog for at relatere sig til socialiteten.

         8)

• denne tvivl afvises herefter pure i nr. 8, via et hæftende bindemiddel – “de ny plastre.” – den går sådan her: “Besvær med de ny plastre. Ligemeget hvor megen umage jeg gør mig om morgenen, så sætter de sig enten for fast eller også falde de af i dagens løb [– i denne sætning kan vi også høre et helt ‘for-løb’, der gentages –], det ender med at jeg får eksem, jeg er helt rød, well, jeg går videre” – så tvivlen gør dog alligevel ikke at skribenten stopper, som sagt. “jeg er helt rød, well, jeg går videre”. Her går jeg ikke videre ad denne vej, da det ville føre os for vidt, men vi kan tage det op i vores efterfølgende samtaler og diskussionerne. Lad os se.

         9)

• her har vi sætningen: “Bogen begynder …” – og overhovedet, vil jeg så mene, for har man sagt A må man også sige B, og så ved vi godt hvad der sker: Da kommer C, osv.

• det endelige tematiseres som sagt også; det endelige som svært begribeligt – og som finalt. Og med det vil jeg til at runde dette afsnit af, for nu at gå over til teorien, for derigennem at komme videre til en konklusion – som dog er mere spekulativ end decideret opsamlende.

10-110: …