Et-to
af Jonas Georg Christensen, 2015
Relateret materiale af Mathias Sæderup
– et lejlighedsskrift i to dele, inklusiv to individuelle interviews med kunstnerne, processeret af Jonas Georg Christensen til udstillingen Om Heden. Del 1: Erfaringer og form – Former og erfaring
Mathias Sæderups værker er egentlig af en sådan slags, hvor der ikke er så meget at sige til det. Man står overfor det, det fungerer(, på trods,) så man forundres, forblændes eller forskrækkes – og forbløffes i hvert fald. Effekterne er umiddelbare, og jeg ser dette som en pointe. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at alle dele af arbejdet virker på alle, og i hvert fald jo ikke ligedan, så det kan der om ikke andet, tales, snakkes og skrives om – eller videre på? Vi får se! Når jeg hævder, at “det fungerer”, forsøger jeg egentlig blot at pege på den kvalitet ved værkerne, som søger at påvirke og (gen)bruge disse påvirkninger af beskueren. Beskuerens påvirkethed, affekt, må legende spille sammen med arbejdet. Ellers fremstår det sikkert ret tørt, eventuelt overfladisk, nok omsonst og måske endda abnormt. Men har man først fundet en indgang, og der findes vitterligt mange i det at kunstneren beskæftiger sig intenst med både musik, tegning og grafik samt skrift-/tekstproduktion, da kan det godt synes svært at få viklet sig, og det engagement som værkerne typisk kalder på, ud af forviklingerne igen. Ellers møder man vel sikkert en mur, som enten er blødsøden eller benhård – det er kun sikkert, at det der mødes vil forsøge at fungere utilregneligt.
Det er en attitude, som jeg genkender og vil betegne som høflig-aggressiv, eller bedre en aggressiv høflighed. En frembrusende lovning på mere, både af det du vil ha’ – HER & NU – igen og igen. Mere af det samme, af det modsatte og omvendt, hele tiden på en ny facon. På denne vis konstant vekselvirkende, på ny påvirket af og virkende på omgivelserne som forløbet skrider frem, med overskridelse som både middel og mål. Middel og mål flyder på denne måde sammen og imellem hinanden i en overskridelsesæstetik – men ikke i en negerende forstand. Og samtidig er der mere. Der er i og med overskridelserne nemlig også opløsning af, i og til diverse former for dobbelte og halve tilstande: næsten-former. Disse er effekter af overskridelse af det reelle, formerne (der kun næsten må være), eller af forsøg på samme. Disse ikke-forms-former bliver eftersøgt i en art svag- eller lavhed; en lavhedsgrad eller lavgradshed. Med abstraktionen som absolut modpol og medspiller.
Et nøgleord er: i – i bevægelse, flowende, i fart – i ! Princippet for metoderne er konstant bevægelighed, hele tiden opmærksom på og skiftende efter omgivelserne og omstændighederne. På samme tid blokerende overfor og fuldstændigt overgivende sig selv til disse. Lidt ligesom den måde menneskekroppe på et dansegulv indordner sig efter hinanden, og simultant fungerer individuelt, sammen og med hinanden – blot mere ekstremt og fremadsøgende. En potentielt halsbrækkende generøs gestus der søger imod det grænseløse, med hovedet forrest og tankens efterrationaliseringer sakkende agterud.
Mathias Sæderups arbejde med tegning og grafik såvel som med skrift og tekst synes at trække på mange og forskelligartede referencer eller måske rettere koder. Hvorigennem der både konnoteres til højt og lavt, fra; formalistisk stilistisk funderet design – a la Formula 1, fart i fart – til let gulnede, evt. semi-fugtige sci-fi bøger befindende sig i en ovenud uoverskuelig rodekasse opstillet udenfor et konkurrencestatsramt antikvariat. Lyset må være både gråblåt, på grænsen til det skingert blændende, og røgfyldt hyggegult svingende over i et mildt orange med en indbygget dulmende effekt. Selvhypnotiserende beskueren ind i en søvngængeragtig tilstand. Fraværende, men fortsat bevægende sin krop i alle retninger på én gang. 60’ernes psykonauter kan eventuelt stå som model for metoderne.
Det burde ikke kunne ske – kan mottoet for arbejdet være – men; det må det – tilføjer den sideløbende tekst netop herefter. Et håb eller ønske om lige præcist ikke at kunne/ville blive – og så måske alligevel – MIRACLE, igen! Ligesom præsten opfordrer menigheden til at råbe med på det, der bliver en pseudoreligiøs påberåbelse af blændværkets mirakel, i Alejandro Jodorowskys El Topo.
En plasticservicesensibilitet der kan opnå meget med få midler. En evne til at nå langt med simple stilsikre greb, for på denne vis at kunne tale om størrelser/begreber som politik, strukturer og samfundsorden. Igennem en blæk- eller tuschtegning af former, lagt over et grid, indsat i en kasse eller lignende ramme der bruges til at sætte motivet i forhold til fladen. Og således gør de billeder der dannes i spændet mellem disse to, kombineret med kunstnerens meditationer over diverse forhold, til en maskine for tanken. Således ser jeg her modeller der kan appliceres på mangt og meget, fra hvordan papir kan bølges og bugtes efter flowlove. Over hvordan en gruppering af elementer kan siges at være organiseret i forskellige, åbentstående forhold, til hvordan det der gentages kan opleves forskydende sig i perceptionen.
Spørgsmålet om hvorfor Mathias Sæderup fortsat arbejder med billeder giver mening at indsætte her. For i, og med, billedet burde en reel overskridelse ikke kunne “finde sted”, da billeder forbliver stabile i kraft af deres form. Det er vel også derfor, at motivvalget er faldet på næsten-formerne. Disse repræsenterer det tætteste, der kan kommes på et figurativt billede uden et egentligt motiv. Eller; overskrides en sådan logik i dette arbejde, kan der være tale om Billede som motiv? Måske bør man tage dette foreslag ganske seriøst. Arbejdet kan i hvert fald opfattes som et forslag: om noget andet. Derved åbnes mulighederne for at gøre sig overvejelser deromkring. Dette er, hvad arbejdet har kunnet sige mig – og dig?
Jonas Georg Christensen: Hvilken slags former er det du arbejder med i dine tegninger og grafiske arbejder?
Mathias Sæderup: Billederne, som jeg viser i denne udstilling, må ses som en øvelse i at påtale el. diskutere formgivelse el. billeddannelse, dvs. betydningens bliven-til. Billederne er således ikke forsøg på at overskride betydning, endsige at nærme sig nogen fremmedartet anti- el. reduceret ur-form: der er, med disse billeder, snarere tale om formgivelser, der placerer sig lige præcist dér, hvor betydning tager til, og hvor gestus tenderer til figuration; dvs. i identifikationens vage terræn, hvor form synes at bevæge sig frem og tilbage på genkendelighedens akse.
Hvad kan både-og sige ift. dit arbejde?
M.S.: Der er således delvist tale om en slags mimisis; en lånen fra det ultra-tydelige, fra den kendte tegn-verden. Symbolet har mistet sin egenværdi som transcenderende ikon, men det betyder ikke, at Mening og Værdi dermed er forsvundet fra samfundshorisonten. Det synes snarere omvendt, at Mening og Værdi ligger indskrevet som en latent forventning i informatikkens evindelige frembringelse af tydeligheder, og postulatet er her, at Tegnet ikke har mistet betydning men snarere er virkeliggjort i en sådan grad, at vi i dag bevæger os i et samfund, hvor intet er uden betydning, men hvor ethvert forhold el. enhver frembringelse altid-allerede "trækkes" imod definitionen og kategorien. Hvad der imidlertid gælder er, at denne "trækken" imod det entydigt afgjorte er en aldrig afsluttet bevægelse, hvorfor formerne, som i sumpens uskelnelige og dimensionsløse masse, er til stadig afgørelse. Definitionens perpetuelle effekt: tilskrivningen af værdi som en stadig, latent måde, hvorpå forhold og former optræder: Som sådan er "både-og" et præmis for formens tilblivelse, idet identifikationen her er en ikke-afsluttet proces. Men med næsten-form, den form som det uafgjorte tager, og som det er forsøget med de her udstillede billeder at påtale, er der måske i midlertid snarere tale om et "hverken-eller", eftersom det er intentionen at insinuere Form og genkendelighed: Således er der tale om flertydige former, der hverken er det ene eller det andet, men netop befinder sig i sumpens stadige bliven-til.
Hvordan fungerer begrebet Billede, ift. det?
M.S.: Der er altså, med denne insinuering el. mimisis, ikke tale om en negation af betydning, snarere er det forsøget at inddrage og "fremmane" de mekanismer, der danner Værdi og Mening – dvs. lokalisering, identifikation og navngivning, hvorfor også begrebet "Billede" spiller en rolle som markør for en konventionel forståelse af, hvornår noget lader sig betragte isoleret og inden for, hvad man kan kalde, det visuelle sprogs rammer: Ved at indramme og udstille tilsigtes en form for økonomiseret betragtning af lige præcist de konventioner, der bestemmer noget frem for noget andet; der bestemmer fremkomsten, selv den minimale (såvel som den "undvigende") gestik som Billede. Billedet (med stort B) er derfor et præmis for nærværende formgivelser såvel som et aktiv, hvormed de konventionelle sproglige mekanismer søges italesat og kommenteret.
Hvad er arbejdets forhold til fortællingens teknik / narration?
M.S.: Snarere end "fortælling" el. "narration" kunne man sige, at der med disse billeder er tale om kommenterede el. diskuterende forløb – heraf serialitetens (potentielt uafsluttede) form, dvs. bevægelsen imellem former; formernes interne forhold. Som tegninger er disse billeder (selvfølgelig) en vis handlings "efterladenskaber": overførslen af farve på papir peger uomtvisteligt på en udførelse, der imidlertid, i dette tilfælde, ikke er billedernes egentlige interesse: Billederne er netop Billeder – og grafiske sådanne: Udført mekanisk og langsomt interesserer disse Billeder sig for sig selv og det afbildede snarere end udførelsesakten el. det afbildende subjekt.
Hvad er formgivelse for en størrelse, set ud fra dit arbejde med billeder?
M.S.: Som Billeder af næsten-former under stadig til-blivelse ønsker de udstillede billeder altså at påtale formgivelsen som en normativ proces el. betydningsdannende handling, og som sådan er der tale om billeder, der dels tager samme uskelnelige form, som enhver frembringelse i det gennemlyste samfund tager i kraft af det stadige (og aldrig endeligt indfriede) krav om identificering og algoritmisk tydelighed, - og dels er der med nærværende formgivelser tale om en art intentionaliteter el. udsagn, som retter sig imod figurationen, Tegnet, Navnet... den afgjorte, genkendelige form. Igennem denne bevægelse imellem de kendte former og disses forsvinden el. kommen-næsten-til-syne kan billederne derfor også betragtes som en serie af udsagn, der altid er ved at "fødes"; en serie af papirarbejder som, mimende og muterende, bevidst placerer sig i det tågede og vage terræn, hvor Mening og Værdi kommer til kort.
Et-to
af Jonas Georg Christensen, 2015
relateret materiale af Mathias Sæderup
– et lejlighedsskrift i to dele, inklusiv to individuelle interviews med kunstnerne, processeret af Jonas Georg Christensen til udstillingen Om Heden. Del 1: Erfaringer og form – Former og erfaring
Mathias Sæderups værker er egentlig af en sådan slags, hvor der ikke er så meget at sige til det. Man står overfor det, det fungerer(, på trods,) så man forundres, forblændes eller forskrækkes – og forbløffes i hvert fald. Effekterne er umiddelbare, og jeg ser dette som en pointe. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at alle dele af arbejdet virker på alle, og i hvert fald jo ikke ligedan, så det kan der om ikke andet, tales, snakkes og skrives om – eller videre på? Vi får se! Når jeg hævder, at “det fungerer”, forsøger jeg egentlig blot at pege på den kvalitet ved værkerne, som søger at påvirke og (gen)bruge disse påvirkninger af beskueren. Beskuerens påvirkethed, affekt, må legende spille sammen med arbejdet. Ellers fremstår det sikkert ret tørt, eventuelt overfladisk, nok omsonst og måske endda abnormt. Men har man først fundet en indgang, og der findes vitterligt mange i det at kunstneren beskæftiger sig intenst med både musik, tegning og grafik samt skrift-/tekstproduktion, da kan det godt synes svært at få viklet sig, og det engagement som værkerne typisk kalder på, ud af forviklingerne igen. Ellers møder man vel sikkert en mur, som enten er blødsøden eller benhård – det er kun sikkert, at det der mødes vil forsøge at fungere utilregneligt.
Det er en attitude, som jeg genkender og vil betegne som høflig-aggressiv, eller bedre en aggressiv høflighed. En frembrusende lovning på mere, både af det du vil ha’ – HER & NU – igen og igen. Mere af det samme, af det modsatte og omvendt, hele tiden på en ny facon. På denne vis konstant vekselvirkende, på ny påvirket af og virkende på omgivelserne som forløbet skrider frem, med overskridelse som både middel og mål. Middel og mål flyder på denne måde sammen og imellem hinanden i en overskridelsesæstetik – men ikke i en negerende forstand. Og samtidig er der mere. Der er i og med overskridelserne nemlig også opløsning af, i og til diverse former for dobbelte og halve tilstande: næsten-former. Disse er effekter af overskridelse af det reelle, formerne (der kun næsten må være), eller af forsøg på samme. Disse ikke-forms-former bliver eftersøgt i en art svag- eller lavhed; en lavhedsgrad eller lavgradshed. Med abstraktionen som absolut modpol og medspiller.
Et nøgleord er: i – i bevægelse, flowende, i fart – i ! Princippet for metoderne er konstant bevægelighed, hele tiden opmærksom på og skiftende efter omgivelserne og omstændighederne. På samme tid blokerende overfor og fuldstændigt overgivende sig selv til disse. Lidt ligesom den måde menneskekroppe på et dansegulv indordner sig efter hinanden, og simultant fungerer individuelt, sammen og med hinanden – blot mere ekstremt og fremadsøgende. En potentielt halsbrækkende generøs gestus der søger imod det grænseløse, med hovedet forrest og tankens efterrationaliseringer sakkende agterud.
Mathias Sæderups arbejde med tegning og grafik såvel som med skrift og tekst synes at trække på mange og forskelligartede referencer eller måske rettere koder. Hvorigennem der både konnoteres til højt og lavt, fra; formalistisk stilistisk funderet design – a la Formula 1, fart i fart – til let gulnede, evt. semi-fugtige sci-fi bøger befindende sig i en ovenud uoverskuelig rodekasse opstillet udenfor et konkurrencestatsramt antikvariat. Lyset må være både gråblåt, på grænsen til det skingert blændende, og røgfyldt hyggegult svingende over i et mildt orange med en indbygget dulmende effekt. Selvhypnotiserende beskueren ind i en søvngængeragtig tilstand. Fraværende, men fortsat bevægende sin krop i alle retninger på én gang. 60’ernes psykonauter kan eventuelt stå som model for metoderne.
Det burde ikke kunne ske – kan mottoet for arbejdet være – men; det må det – tilføjer den sideløbende tekst netop herefter. Et håb eller ønske om lige præcist ikke at kunne/ville blive – og så måske alligevel – MIRACLE, igen! Ligesom præsten opfordrer menigheden til at råbe med på det, der bliver en pseudoreligiøs påberåbelse af blændværkets mirakel, i Alejandro Jodorowskys El Topo.
En plasticservicesensibilitet der kan opnå meget med få midler. En evne til at nå langt med simple stilsikre greb, for på denne vis at kunne tale om størrelser/begreber som politik, strukturer og samfundsorden. Igennem en blæk- eller tuschtegning af former, lagt over et grid, indsat i en kasse eller lignende ramme der bruges til at sætte motivet i forhold til fladen. Og således gør de billeder der dannes i spændet mellem disse to, kombineret med kunstnerens meditationer over diverse forhold, til en maskine for tanken. Således ser jeg her modeller der kan appliceres på mangt og meget, fra hvordan papir kan bølges og bugtes efter flowlove. Over hvordan en gruppering af elementer kan siges at være organiseret i forskellige, åbentstående forhold, til hvordan det der gentages kan opleves forskydende sig i perceptionen.
Spørgsmålet om hvorfor Mathias Sæderup fortsat arbejder med billeder giver mening at indsætte her. For i, og med, billedet burde en reel overskridelse ikke kunne “finde sted”, da billeder forbliver stabile i kraft af deres form. Det er vel også derfor, at motivvalget er faldet på næsten-formerne. Disse repræsenterer det tætteste, der kan kommes på et figurativt billede uden et egentligt motiv. Eller; overskrides en sådan logik i dette arbejde, kan der være tale om Billede som motiv? Måske bør man tage dette foreslag ganske seriøst. Arbejdet kan i hvert fald opfattes som et forslag: om noget andet. Derved åbnes mulighederne for at gøre sig overvejelser deromkring. Dette er, hvad arbejdet har kunnet sige mig – og dig?
Jonas Georg Christensen: Hvilken slags former er det du arbejder med i dine tegninger og grafiske arbejder?
Mathias Sæderup: Billederne, som jeg viser i denne udstilling, må ses som en øvelse i at påtale el. diskutere formgivelse el. billeddannelse, dvs. betydningens bliven-til. Billederne er således ikke forsøg på at overskride betydning, endsige at nærme sig nogen fremmedartet anti- el. reduceret ur-form: der er, med disse billeder, snarere tale om formgivelser, der placerer sig lige præcist dér, hvor betydning tager til, og hvor gestus tenderer til figuration; dvs. i identifikationens vage terræn, hvor form synes at bevæge sig frem og tilbage på genkendelighedens akse.
Hvad kan både-og sige ift. dit arbejde?
M.S.: Der er således delvist tale om en slags mimisis; en lånen fra det ultra-tydelige, fra den kendte tegn-verden. Symbolet har mistet sin egenværdi som transcenderende ikon, men det betyder ikke, at Mening og Værdi dermed er forsvundet fra samfundshorisonten. Det synes snarere omvendt, at Mening og Værdi ligger indskrevet som en latent forventning i informatikkens evindelige frembringelse af tydeligheder, og postulatet er her, at Tegnet ikke har mistet betydning men snarere er virkeliggjort i en sådan grad, at vi i dag bevæger os i et samfund, hvor intet er uden betydning, men hvor ethvert forhold el. enhver frembringelse altid-allerede "trækkes" imod definitionen og kategorien. Hvad der imidlertid gælder er, at denne "trækken" imod det entydigt afgjorte er en aldrig afsluttet bevægelse, hvorfor formerne, som i sumpens uskelnelige og dimensionsløse masse, er til stadig afgørelse. Definitionens perpetuelle effekt: tilskrivningen af værdi som en stadig, latent måde, hvorpå forhold og former optræder: Som sådan er "både-og" et præmis for formens tilblivelse, idet identifikationen her er en ikke-afsluttet proces. Men med næsten-form, den form som det uafgjorte tager, og som det er forsøget med de her udstillede billeder at påtale, er der måske i midlertid snarere tale om et "hverken-eller", eftersom det er intentionen at insinuere Form og genkendelighed: Således er der tale om flertydige former, der hverken er det ene eller det andet, men netop befinder sig i sumpens stadige bliven-til.
Hvordan fungerer begrebet Billede, ift. det?
M.S.: Der er altså, med denne insinuering el. mimisis, ikke tale om en negation af betydning, snarere er det forsøget at inddrage og "fremmane" de mekanismer, der danner Værdi og Mening – dvs. lokalisering, identifikation og navngivning, hvorfor også begrebet "Billede" spiller en rolle som markør for en konventionel forståelse af, hvornår noget lader sig betragte isoleret og inden for, hvad man kan kalde, det visuelle sprogs rammer: Ved at indramme og udstille tilsigtes en form for økonomiseret betragtning af lige præcist de konventioner, der bestemmer noget frem for noget andet; der bestemmer fremkomsten, selv den minimale (såvel som den "undvigende") gestik som Billede. Billedet (med stort B) er derfor et præmis for nærværende formgivelser såvel som et aktiv, hvormed de konventionelle sproglige mekanismer søges italesat og kommenteret.
Hvad er arbejdets forhold til fortællingens teknik / narration?
M.S.: Snarere end "fortælling" el. "narration" kunne man sige, at der med disse billeder er tale om kommenterede el. diskuterende forløb – heraf serialitetens (potentielt uafsluttede) form, dvs. bevægelsen imellem former; formernes interne forhold. Som tegninger er disse billeder (selvfølgelig) en vis handlings "efterladenskaber": overførslen af farve på papir peger uomtvisteligt på en udførelse, der imidlertid, i dette tilfælde, ikke er billedernes egentlige interesse: Billederne er netop Billeder – og grafiske sådanne: Udført mekanisk og langsomt interesserer disse Billeder sig for sig selv og det afbildede snarere end udførelsesakten el. det afbildende subjekt.
Hvad er formgivelse for en størrelse, set ud fra dit arbejde med billeder?
M.S.: Som Billeder af næsten-former under stadig til-blivelse ønsker de udstillede billeder altså at påtale formgivelsen som en normativ proces el. betydningsdannende handling, og som sådan er der tale om billeder, der dels tager samme uskelnelige form, som enhver frembringelse i det gennemlyste samfund tager i kraft af det stadige (og aldrig endeligt indfriede) krav om identificering og algoritmisk tydelighed, - og dels er der med nærværende formgivelser tale om en art intentionaliteter el. udsagn, som retter sig imod figurationen, Tegnet, Navnet... den afgjorte, genkendelige form. Igennem denne bevægelse imellem de kendte former og disses forsvinden el. kommen-næsten-til-syne kan billederne derfor også betragtes som en serie af udsagn, der altid er ved at "fødes"; en serie af papirarbejder som, mimende og muterende, bevidst placerer sig i det tågede og vage terræn, hvor Mening og Værdi kommer til kort.