Et-to
af Jonas Georg Christensen, 2015
Relateret materiale af Mathias Sæderup og Kristian Sæderup
– et lejlighedsskrift i to dele, inklusiv to individuelle interviews med kunstnerne, processeret af Jonas Georg Christensen til udstillingen Om Heden. Del 1: Erfaringer og form – Former og erfaring
I pressemeddelelsen beskrives udstillingen som en del, den første, af et længerevarende projekt der udforsker muligheder for kunstnerisk at behandle, tænke og tematisere abstraktion og form – i forhold til den jyske hede. Derudover vil jeg gerne tilføje det synspunkt at arbejderne desuden har mellemværender med narration, det litterære og noget jeg helst, måske fordi det tilstadighed er utydeligt for mig, vil betegne som filmisk*, og til billeddannelse som sådan.
Hermed følger et forsøg på en lynrapport fra et mørklagt og genoplyst ingenmandsland samt en eventuel virtuelt funderet, form- og billedeproducerende flimmerzone. Henholdsvis Kristian Sæderups arbejde med fotografi og Mathias Sæderups arbejde med tegning og grafik, samt tekst.
Tilføjet til mine overvejelser er et par spørgsmål, som er sendt og modtaget over mail. Svarene fremstilles uredigerede i et forsøg på at pege på den sprogbrug kunstneren selv måtte benytte. Pointen er, eksplicit, at lade henholdsvis de to kunstnere, hver især, og jeg selv tage det sagte/skrevne på sig.
Fotografi er et, på herligste vis, besværligt medie/medium at gå til, både ift. at ville arbejde kunstnerisk med og ift. at skulle beskrive sprogligt/skriftligt. Der er utallige sprogmæssige fælder, blindgyder og motorveje som man kan lade sig optage af. En af disse kunne være at spørge til et fotografis og dermed oftest også en serie fotografiers, eller et helt œuvres for den sags skyld, feeling. Den specifikke fornemmelse og holdning eller indstilling som måtte ledsage det. A la den ide, hvilken i øvrigt må siges at være helt og holdent ens egen, som man møder når man hører et stykke musik, ser et billede eller henviser til når man peger på nogens eller nogets, særegne, “æstetik”. Og derudover hvad der kunne siges at være det der leder hen til denne eller hint fornemmelse. I forhold til Kristian Sæderups fotografiske serie af enebærbuske på den jyske hede vil jeg pege på lyset som en, læsende i denne retning, udslagsgivende faktor. Og dermed lyssætningen, eller rettere den blitzede oplysning af busken. Dette lys fungerer intenst, illuminerende motivet, værende så close-up at resten fortoner sig i baggrunden og mest af alt peger tilbage på lyset og blitzeffekten. Enkeltvis oplysende en busk; en organisk modelleret figur; et element; et objekt – for kameraet. Fremstillet af fotografen og dennes vilje, tålmodighed og arbejdsomme snilde. Det er dokumentarfotografens metode der her ses kombineret med en forfinet kunstnerisk, jævnæstetiserende sensibilitet og konsekvens, som sympatiserer med det improvisatoriske. Det tunge kameraudstyr let på tå, sammenflettende et nøgternt Robert Adams-agtigt blik med en frit stylende Lee Friedlander-attitude, hånd i hånd jazzende registrerende derudad på fortsat tur rundt i det indre-ydre/ydre-indre landskab.
Udover at pege på disse to fotografiske ikonstatusbefængte figurer vil jeg gerne forsøge at vride referencerammen i retning af montage og det hersens filmiske. Belysningen bringer mig mindelser om en specifik intensitet der ligeledes kunne tildeles det lys der er sat på, [Rick] Deckard (Harrison Ford) og Roy [Batty] (Rutger Hauer) i den dystopiske sci-fi Blade Runner. Skånselsløst klinisk, som en obduktion af organisk materie/materiale, foretaget i ét hug, under oplyste forhold. I filmen er lyset holdt, i stemningens ånd, i gult og blåt. I den udgave som jeg har tilgængelig, og ser – og det er netop en af pointerne i forhold hertil –, og bruger som forlæg, kommer de glinsende reflektioner i skuespillernes ansigter, mere og mere hen imod slutningen på filmen, foruroligende tæt på en overeksponering, uden dog at overskride denne grænse fra troværdigt nok til tydeligvis manipuleret.
Ift. enebærbuskene er der naturligvis den åbenlyse forskel at menneskene i filmen er af hud, kød og blod, og at der er tale om en reflektion, et genskær, modsat de tørre nåle og grene der som visuel materialitet er processeret igennem: et lysglimt, en sort-hvid film, et objektiv, et kamerahus, en kemisk fremkaldelsesproces samt en digitaliserende skanningsproces, for så efter en photoshop-efterredigering at kunne printes fra en digital fil. Der indtages således én synsvinkel overfor motivet, lægges et synspunkt på dét, som igennem apparatet danner et aftryk, et index der visuelt umiddelbart kan opfattes som en afbildning, og som digitaliseres for til sidst at fremstilles, printet med blæk på mat papir, hængende bag refleksfrit glas på en hvidmalet væg.
Hvad mon der ikke foregår af forskydninger af og tilføjelser til den synsvinkel, der i første omgang blev indtaget overfor objektet, som skulle agere motiv/image og dermed blive til billede/picture, i disse frem-og-tilbageførende bevægelser imellem fysiske og visuelle arbejdsprocesser? Som motiv og tanke lægges i en række repræsenterende og symboliserende billedbade, for senere at opløftes deraf, høje, spruttende af lys, anti-genskin og støvdråber. Da dannes Billedet i beskuerens perception ud fra udslagene af disse processer.
* Måske er der en dramatiserende egenskab ved begge kunstneres praksisser? ellers også er det denne teksts tilføjelse hertil, dens funktion og dermed eventuelle fortjeneste at få indføjet dette element igennem læsningen. Hvis ikke at det giver mening og tænke dét som produktivt ender man nok i en psykologiserende grøft og må velsagtens opfatte teksten som en art intim showdance udført for et mindre publikum; Hund og hund imellem.
Jonas Georg Christensen: Hvilken indstilling til fotografiapparatet arbejder du ud fra? og hvad kan positionen/positioneringen både-og sige ift. dit arbejde?
Kristian Sæderup: Jeg arbejder indenfor, med og imod fotografiets metoder, historie og konventioner. Fotografi er mit syns- og referencepunkt. Eller man kan sige, at det er fotografens særlige muligheder og begrænsninger, jeg påtager mig, i mit arbejde. Jeg er meget optaget af den fotografiske akt; den sansende bevægelse med kameraet i og omkring det vi kalder virkeligheden. Samtidig er jeg bevidst om de problemer der er forbundet med fotografens og fotografiets position og søger at arbejde aktivt med og mod dem. Det tiltaler mig, at handle i et problemfyldt felt. Det skaber en automatisk krop til arbejdet, når det fra starten er fyldt med indbygget konflikt. Jeg tror, at en af grundene til at jeg synes så godt om fotografi, er på grund af kameraets mellemkomst og deltagelse. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv, som den der bærer kameraapparatet rundt. Det er min krop, mine forestillinger og ideer der bestemmer, hvor vi bevæger os hen og hvad vi ser på, men det er objektivets glas, kameraets mekanik og filmens materialer, der skaber fotografier. Fotografierne er mig altid fremmed, hvilket jeg sætter stor pris på. Jeg finder, at der findes et stort potentiale i rummet mellem min egen oplevelse og fotografiets tegn og tekstur.
Jeg finder stedet mellem både og og, og forsøget på at være både og og på samme tid, efterstræbelsesværdig. Det er en tilstand jeg er optaget af og som jeg søger at forholde mig til i mit arbejde.
Hvordan fungere begrebet Billede, ift. dit arbejde?
K.S.: Jeg tror på billedet som en mellemkomst, frem for en illustration. Det er netop det fleksible rum mellem handling, hukommelse, billede, intention, læsning, oplevelse, nutid og fortid, der gør billedet vigtigt for mig, frem for billedet i sig selv.
Hvad er arbejdets forhold til fortællingens teknik / narration?
K.S.: Der er et omvandrende, fotograferende jeg på spil, der famler sig vej rundt i mørket med et storformatskamera og en stavflash. Det er en handling jeg selv er meget glad for. Både som koncept og erfaring. Men det er ikke intentionen, i denne sammenhæng, at skabe narration eller fortælling mellem fotografierne. Det er ikke sådan jeg synes de skal læses – som fortælling baseret på udvikling og forandring.
Med spørgsmålet ønskede jeg egentlig at pege på fortælling, og dermed fortællingens teknik eller narration som noget der er, og må være, indlejret i alle former for forløb. Gi’r det mening?
K.S.: Absolut. Fortælling finder sted hele tiden og selvfølgelig også i arbejdet her. Det er ikke noget jeg bevidst har søgt at undgå eller arbejde imod...
Hvordan forholder dit arbejde sig til det vi tidligere har talt om som en betragterposition?
K.S.: Det er mellemrummet som jeg synes er spændende. Ikke genstanden eller betragteren i sig selv. Jeg kan drømme om værker der netop kan være både-og i rummet mellem betrager og genstand. Værker som kan springe eller pendulere mellem forskellige positioner. Jeg prøver aktivt at integrere forskellige strategier i min praksis, blandt andet ved at benytte mig af bestemte tekniske greb, eller ved at opstille regler, der kan skabe basis for at rummet mellem betragter og genstand bliver aktivt. I arbejdet med enebærbuskene, har det været natten, flashen og det tunge og besværlige udstyr, der har været med til at fremkalde dette rum. Jeg oplever at kameraets mellemkomst – den distance kameraet skaber – er med til af gøre forholdet mellem betragter og genstand tilgængeligt.
Et-to
af Jonas Georg Christensen, 2015
relateret materiale af Mathias Sæderup og Kristian Sæderup
– et lejlighedsskrift i to dele, inklusiv to individuelle interviews med kunstnerne, processeret af Jonas Georg Christensen til udstillingen Om Heden. Del 1: Erfaringer og form – Former og erfaring
I pressemeddelelsen beskrives udstillingen som en del, den første, af et længerevarende projekt der udforsker muligheder for kunstnerisk at behandle, tænke og tematisere abstraktion og form – i forhold til den jyske hede. Derudover vil jeg gerne tilføje det synspunkt at arbejderne desuden har mellemværender med narration, det litterære og noget jeg helst, måske fordi det tilstadighed er utydeligt for mig, vil betegne som filmisk*, og til billeddannelse som sådan.
Hermed følger et forsøg på en lynrapport fra et mørklagt og genoplyst ingenmandsland samt en eventuel virtuelt funderet, form- og billedeproducerende flimmerzone. Henholdsvis Kristian Sæderups arbejde med fotografi og Mathias Sæderups arbejde med tegning og grafik, samt tekst.
Tilføjet til mine overvejelser er et par spørgsmål, som er sendt og modtaget over mail. Svarene fremstilles uredigerede i et forsøg på at pege på den sprogbrug kunstneren selv måtte benytte. Pointen er, eksplicit, at lade henholdsvis de to kunstnere, hver især, og jeg selv tage det sagte/skrevne på sig.
Fotografi er et, på herligste vis, besværligt medie/medium at gå til, både ift. at ville arbejde kunstnerisk med og ift. at skulle beskrive sprogligt/skriftligt. Der er utallige sprogmæssige fælder, blindgyder og motorveje som man kan lade sig optage af. En af disse kunne være at spørge til et fotografis og dermed oftest også en serie fotografiers, eller et helt œuvres for den sags skyld, feeling. Den specifikke fornemmelse og holdning eller indstilling som måtte ledsage det. A la den ide, hvilken i øvrigt må siges at være helt og holdent ens egen, som man møder når man hører et stykke musik, ser et billede eller henviser til når man peger på nogens eller nogets, særegne, “æstetik”. Og derudover hvad der kunne siges at være det der leder hen til denne eller hint fornemmelse. I forhold til Kristian Sæderups fotografiske serie af enebærbuske på den jyske hede vil jeg pege på lyset som en, læsende i denne retning, udslagsgivende faktor. Og dermed lyssætningen, eller rettere den blitzede oplysning af busken. Dette lys fungerer intenst, illuminerende motivet, værende så close-up at resten fortoner sig i baggrunden og mest af alt peger tilbage på lyset og blitzeffekten. Enkeltvis oplysende en busk; en organisk modelleret figur; et element; et objekt – for kameraet. Fremstillet af fotografen og dennes vilje, tålmodighed og arbejdsomme snilde. Det er dokumentarfotografens metode der her ses kombineret med en forfinet kunstnerisk, jævnæstetiserende sensibilitet og konsekvens, som sympatiserer med det improvisatoriske. Det tunge kameraudstyr let på tå, sammenflettende et nøgternt Robert Adams-agtigt blik med en frit stylende Lee Friedlander-attitude, hånd i hånd jazzende registrerende derudad på fortsat tur rundt i det indre-ydre/ydre-indre landskab.
Udover at pege på disse to fotografiske ikonstatusbefængte figurer vil jeg gerne forsøge at vride referencerammen i retning af montage og det hersens filmiske. Belysningen bringer mig mindelser om en specifik intensitet der ligeledes kunne tildeles det lys der er sat på, [Rick] Deckard (Harrison Ford) og Roy [Batty] (Rutger Hauer) i den dystopiske sci-fi Blade Runner. Skånselsløst klinisk, som en obduktion af organisk materie/materiale, foretaget i ét hug, under oplyste forhold. I filmen er lyset holdt, i stemningens ånd, i gult og blåt. I den udgave som jeg har tilgængelig, og ser – og det er netop en af pointerne i forhold hertil –, og bruger som forlæg, kommer de glinsende reflektioner i skuespillernes ansigter, mere og mere hen imod slutningen på filmen, foruroligende tæt på en overeksponering, uden dog at overskride denne grænse fra troværdigt nok til tydeligvis manipuleret.
Ift. enebærbuskene er der naturligvis den åbenlyse forskel at menneskene i filmen er af hud, kød og blod, og at der er tale om en reflektion, et genskær, modsat de tørre nåle og grene der som visuel materialitet er processeret igennem: et lysglimt, en sort-hvid film, et objektiv, et kamerahus, en kemisk fremkaldelsesproces samt en digitaliserende skanningsproces, for så efter en photoshop-efterredigering at kunne printes fra en digital fil. Der indtages således én synsvinkel overfor motivet, lægges et synspunkt på dét, som igennem apparatet danner et aftryk, et index der visuelt umiddelbart kan opfattes som en afbildning, og som digitaliseres for til sidst at fremstilles, printet med blæk på mat papir, hængende bag refleksfrit glas på en hvidmalet væg.
Hvad mon der ikke foregår af forskydninger af og tilføjelser til den synsvinkel, der i første omgang blev indtaget overfor objektet, som skulle agere motiv/image og dermed blive til billede/picture, i disse frem-og-tilbageførende bevægelser imellem fysiske og visuelle arbejdsprocesser? Som motiv og tanke lægges i en række repræsenterende og symboliserende billedbade, for senere at opløftes deraf, høje, spruttende af lys, anti-genskin og støvdråber. Da dannes Billedet i beskuerens perception ud fra udslagene af disse processer.
* Måske er der en dramatiserende egenskab ved begge kunstneres praksisser? ellers også er det denne teksts tilføjelse hertil, dens funktion og dermed eventuelle fortjeneste at få indføjet dette element igennem læsningen. Hvis ikke at det giver mening og tænke dét som produktivt ender man nok i en psykologiserende grøft og må velsagtens opfatte teksten som en art intim showdance udført for et mindre publikum; Hund og hund imellem.
Jonas Georg Christensen: Hvilken indstilling til fotografiapparatet arbejder du ud fra? og hvad kan positionen/positioneringen både-og sige ift. dit arbejde?
Kristian Sæderup: Jeg arbejder indenfor, med og imod fotografiets metoder, historie og konventioner. Fotografi er mit syns- og referencepunkt. Eller man kan sige, at det er fotografens særlige muligheder og begrænsninger, jeg påtager mig, i mit arbejde. Jeg er meget optaget af den fotografiske akt; den sansende bevægelse med kameraet i og omkring det vi kalder virkeligheden. Samtidig er jeg bevidst om de problemer der er forbundet med fotografens og fotografiets position og søger at arbejde aktivt med og mod dem. Det tiltaler mig, at handle i et problemfyldt felt. Det skaber en automatisk krop til arbejdet, når det fra starten er fyldt med indbygget konflikt. Jeg tror, at en af grundene til at jeg synes så godt om fotografi, er på grund af kameraets mellemkomst og deltagelse. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv, som den der bærer kameraapparatet rundt. Det er min krop, mine forestillinger og ideer der bestemmer, hvor vi bevæger os hen og hvad vi ser på, men det er objektivets glas, kameraets mekanik og filmens materialer, der skaber fotografier. Fotografierne er mig altid fremmed, hvilket jeg sætter stor pris på. Jeg finder, at der findes et stort potentiale i rummet mellem min egen oplevelse og fotografiets tegn og tekstur.
Jeg finder stedet mellem både og og, og forsøget på at være både og og på samme tid, efterstræbelsesværdig. Det er en tilstand jeg er optaget af og som jeg søger at forholde mig til i mit arbejde.
Hvordan fungere begrebet Billede, ift. dit arbejde?
K.S.: Jeg tror på billedet som en mellemkomst, frem for en illustration. Det er netop det fleksible rum mellem handling, hukommelse, billede, intention, læsning, oplevelse, nutid og fortid, der gør billedet vigtigt for mig, frem for billedet i sig selv.
Hvad er arbejdets forhold til fortællingens teknik / narration?
K.S.: Der er et omvandrende, fotograferende jeg på spil, der famler sig vej rundt i mørket med et storformatskamera og en stavflash. Det er en handling jeg selv er meget glad for. Både som koncept og erfaring. Men det er ikke intentionen, i denne sammenhæng, at skabe narration eller fortælling mellem fotografierne. Det er ikke sådan jeg synes de skal læses – som fortælling baseret på udvikling og forandring.
Med spørgsmålet ønskede jeg egentlig at pege på fortælling, og dermed fortællingens teknik eller narration som noget der er, og må være, indlejret i alle former for forløb. Gi’r det mening?
K.S.: Absolut. Fortælling finder sted hele tiden og selvfølgelig også i arbejdet her. Det er ikke noget jeg bevidst har søgt at undgå eller arbejde imod...
Hvordan forholder dit arbejde sig til det vi tidligere har talt om som en betragterposition?
K.S.: Det er mellemrummet som jeg synes er spændende. Ikke genstanden eller betragteren i sig selv. Jeg kan drømme om værker der netop kan være både-og i rummet mellem betrager og genstand. Værker som kan springe eller pendulere mellem forskellige positioner. Jeg prøver aktivt at integrere forskellige strategier i min praksis, blandt andet ved at benytte mig af bestemte tekniske greb, eller ved at opstille regler, der kan skabe basis for at rummet mellem betragter og genstand bliver aktivt. I arbejdet med enebærbuskene, har det været natten, flashen og det tunge og besværlige udstyr, der har været med til at fremkalde dette rum. Jeg oplever at kameraets mellemkomst – den distance kameraet skaber – er med til af gøre forholdet mellem betragter og genstand tilgængeligt.