En både-og-tekst
af Jonas Georg Christensen, 2015
katalogtekst, inkl. værkliste fra Delvist tribal
– en supplerende, analyserende/overvejende og diskuterende tekst i anledning af Delvist tribal på udstillingsstedet Sydhavn Station
Teksten lover dig en softice
+
maskine
Teksten lover dig [her] en softice
–>
HER
/
Teksten lover dig som en softice
<–
og logrer
Teksten [her] lover dig som en softicemaskine
=
HER og logrer
Intro –> skribenten + tre tekstformer = præmisserne
Denne tekst er ikke skrevet på vegne af de billedkunstnere, der udstiller på Sydhavn Station, den er derimod henvendt til disse. Og derudover til dem, der kunne have interesse for udstillingen. Der er tale om et lejlighedsskrift, eller sagt på en anden måde, jeg har fundet lejlighed til at skrive lidt om noget, der med fordel kan siges noget om.
Derudover giver det måske god mening at nævne, at det er et både-og-dokument, da udstillingen i skrivende stund endnu ikke er materialiseret, og at tekstens formål ikke er af repræsentativ art. Nærværende tekst prøver at være en tekst bearbejdet af en billedkunstner. Tre forskellige former for tekst kan opridses i den sammenhæng: tekst (bureaukratisk kommunikativt), skrift (litterært kommunikativt) og tekstmateriale (ikke i sig selv kommunikativt, men da der fokuseres på materialiteteten, bliver læseren i stand til at se og tage stilling til dette som form – hvilket åbner op for opfattelsen af tekst som råmateriale). Denne tankegang hænger uløseligt sammen med min kunstneriske praksis, hvor jeg arbejder med det, jeg har formuleret, som en art tekstbilledform. Dette arbejde skal ikke præsenteres nærmere, men blot nævnes her i indledningen, ligesom jeg vil nævne min funktion som producent af diskursiv formidling. Hermed præmisserne for nærværende tekst.
Forhistorie
Vi – en gruppering centreret omkring et hus, et sted, et punkt, en ramme, beliggende i Birkerød og derudover alle uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i perioden 2007-2014 – har inden for det seneste år to gange modtaget en fælles invitation til dels at bidrage til et tidsskrift og dels lave en udstilling.
Vi tiltales i disse to tilfælde i udgangspunktet ikke som en samlet størrelse, men nok som set sammen – eller noget lignende – f.eks. som et slæng. Og så alligevel mere eller mindre indirekte som en gruppe, i hvert fald når mekanismerne omkring produktionsomstændighederne begynder at tage fat. I anden omgang er vi eksplicit, og op til flere gange, blevet bedt om at svare ‘dem’ som et ‘os’ i forbindelse med kommunikation med udstillingsstedet.
Vi opfatter imidlertid ikke os selv som en gruppe i faglig forstand. Vi er nok en klike i social forstand, og vil vel derfor nok kunne defineres som et slæng alt i alt. Pointen er, at vi i vores selvforståelse ikke er en fast gruppe, ikke en sammentømret og erklæret kunstnergruppe, eller noget i den dur. Hvis vi er noget, så er vi nu – i kraft af vores deltagelse og forhandling, eller i kraft af brugen af ‘os’ som ét eksempel – netop blevet ét eksempel. Ét eksempel på en organiseringsform. Dette er min påstand. Og det følgende skal jeg forsøge at begrænse til at omhandle dette og de provisoriske slutninger, som eventuelt vil kunne udledes deraf.
Flere i vores gruppering kunne siges at arbejde med det åbentstående. Enten som princip, projekt, metodisk, på anden vis udtalt – eller mere indirekte. Men som et aktiv. Aktivt i, og måske endda i nogle tilfælde aktiverende for, deres praksis. Det åbentstående kan måske, særligt i digitaliseringstider, bedst repræsenteres med det, der fra et mere analogt perspektiv forholder sig til verden. Den fysisk forbundne og mekaniske betjeningsknap kan bruges som en figur for dette, eller rettere et billede herpå. Men et sådant metaforisk billede lader sig ikke forstå entydigt. Der er nemlig også mindst en anden faktor, der kendetegner bevægelserne. Det er en mere omsiggribende tendens – hvilket, jeg mener, beskrives bedst som et både-og-forhold – at man både vil det ene og det andet, og at man insisterer på det. Man kan kun forestille sig, at effekterne af den insisteren er vidtrækkende.
For mig at se bør teksten derfor også, og ikke med et illustrativt formål, følge et åbentstående princip. Hermed følger en tekst, med tekstformens begrænsninger, skrevet ud fra åbentstående præmisser og med et både-og-mellemværende til hele molevitten.
Det åbentstående (som projekt) + både-og
Det åbentstående vil i denne sammenhæng ikke sige, at noget flagrer, f.eks. bukseben, eller at der står åbent til Tivoli, men at det oscillerer mellem to eller flere poler, en multipolaritet. Og fordi det står åbent, positionerne er til forhandling, afkræver hele rammen løbende, at der blive taget stilling til den, som fortsat åbentstående og bevægelig. En sådan ubunden bevægelighed fører til sammenføjning og spredning, samt svingningerne herimellem, indtil det, der er bragt i svingning, enten falder til ro, og/eller der af den ene eller anden grund ikke længere svinges, og dette ikke længere er sammenhængende på et overordnet niveau.
Med udstillingen Delvist tribal forsøger vi, til dels, at tage udpegningen som gruppe på os, for i samme bevægelse at indføre en anden betegnelse, enten den noget løsere gruppering – eller en engelsk betegnelse, som også bruges på dansk, og som ikke bør oversættes: crew. Hermed en placering mellem klanen, holdet og mandskabet. Måske bemanding eller besætning er endnu mere præcist end crew, men her møder man spørgsmål a la for hvad/af hvad? Hvilket kræver entydige svar. Derved kommer der fokus på magtrelationer. Hvilket fartøj med hvilke intentioner? Disse spørgsmål vil jeg gerne udskyde, helst være helt fri for, da de, symbolsk tyngede på den måde, nemmere kan komme til at pege på sammensætningsformer, der hverken levner plads til det blandede eller det parallelle. Det åbentstående og ubundne drukner så snart, der går for meget psykologi, strategi eller værdispekulation – kort sagt politik – i den.
Det er på denne måde, jeg tænker ‘os’, vores vi, vores gruppering – det crew, som også jeg er en del af. Ubundne men forbundne, blandede – sammen, liggende forskudt i forhold til hinanden og fortsat i bevægelse, men med interesse i og for hinanden, og i kraft heraf på parallelle spor, der samtidigt kan føre os i umiddelbart meget forskellige retninger. Og det må være på denne måde, at nogle af os fortsat følges ad. Vores gruppering, som ikke har taget noget navn, eller som endnu ikke har fået nogen præcis betegnelse, kan højst stå som et eksempel på noget, der er i tiden, hvilket må siges at være dannende for os og lignende grupperinger. Mange andre slags udformninger af denne løse grupperingsorganiseringsform er i sagens natur mulige, og må være til stede, uden at jeg her kan pege på eksempler. Så inden for analysens rammer kan vi vel kun med sikkerhed siges at være ét eksempel på et ‘os’. I hvert fald ønsker jeg, for nu, kun at fremvise og bruge vores sammenhæng som ét eksempel. Men eksempel på hvad?
Crewet som organisationsform/organiseringsform–>>organisering frem for organisation…
Et crew er buddet, men hvad karakteriserer så et crew? Inden for graffitikulturen er et crew en størrelse, som defineres af de nok anonymiserede, men samtidigt i eksplicit grad navnebærende, crewmedlemmer. Et crews bemanding kan og vil oftest være udskiftelig. Spørgsmålet om hvordan et crew er organiseret – top-down, bottom-up, konsensusdemokratisk, anarkistisk, syndikalistisk el. lign. – bliver således centralt for forståelsen af crewet som organiseringsform. Dette er, hvad jeg i dette skrift plæderer for, at vores gruppering kunne ses som.
I så fald er vi et crew, hvis organiseringsform karakteriseres ved én variant af en ubundet åbentståendehed. Ligesom for et graffiticrew vil jeg gå ud fra, at det, der definerer os udadtil, og til dels indadtil, defineres af de enkelte medlemmers aktivitet. Hvis et enkelt medlem af crewet fremtræder som værende mest aktiv over en periode, vil dette medlems aktivitet optræde som det mest definerende for crewets ‘profil’ udadtil. Dette kan i sagens natur kun være gyldigt på et overfladeplan. Graffitikulturen er på alle måder præget af overfladehed – ligeså ‘os’. Og ligeså kunstsystemet.
Så alle disse ‘tilbundsgående’ forsøg på præciseringer medvirker på paradoksal vis til frembringelsen af en overfladehed, som bliver karakteriserende for det, du ser, eller det, der viser sig, for ikke at tale om det, der kan vises og tales om. Det placeres på overfladen. Måske fordi der ikke er andre steder at få det placeret?
Jeg kredser fortsat omkring nogle uudtalte spørgsmål, der mest af alt synes at vedrøre repræsentationsproblematikker, både på de medie-/medieringsmæssige og på de organisatoriske eller strukturelle niveauer, uden at disse spørgsmål helt lader sig stille. Måske lader de sig kun stille gennem et publikum, i læsninger eller dialogisk? Dette kunne være en pointe. Den falder, i så fald, i tråd med udstillingens måde at tage form.
[Fortsat uden] afslutning
Således påstår jeg, at der – idet vi tager dette op og tematiserer det gennem udstillingen – foregår en udad-, eller indadvending af problematikken om på én gang at skulle repræsentere og lade sig repræsentere. Modellen for en sådan bevægelse kunne passende være et möbiusbånd, hvor det, der på et tidspunkt har vendt ‘indad’, vendes ‘udad’, og tilbage igen, idet bevægelsen skrider fremad. På denne måde kommer disse størrelser, løsningerne, forslagene og de videre spørgsmål, til at vise sig på ‘ydersiden’, eller, som foreslået, som overflade.
En både-og-tekst
af Jonas Georg Christensen, 2015
katalogtekst og værkliste fra Delvist tribal
– en supplerende, analyserende/overvejende og diskuterende tekst i anledning af Delvist tribal på udstillingsstedet Sydhavn Station
Teksten lover dig en softice
+
maskine
Teksten lover dig [her] en softice
–>
HER
/
Teksten lover dig som en softice
<–
og logrer
Teksten [her] lover dig som en softicemaskine
=
HER og logrer
Intro –> skribenten + tre tekstformer = præmisserne
Denne tekst er ikke skrevet på vegne af de billedkunstnere, der udstiller på Sydhavn Station, den er derimod henvendt til disse. Og derudover til dem, der kunne have interesse for udstillingen. Der er tale om et lejlighedsskrift, eller sagt på en anden måde, jeg har fundet lejlighed til at skrive lidt om noget, der med fordel kan siges noget om.
Derudover giver det måske god mening at nævne, at det er et både-og-dokument, da udstillingen i skrivende stund endnu ikke er materialiseret, og at tekstens formål ikke er af repræsentativ art. Nærværende tekst prøver at være en tekst bearbejdet af en billedkunstner. Tre forskellige former for tekst kan opridses i den sammenhæng: tekst (bureaukratisk kommunikativt), skrift (litterært kommunikativt) og tekstmateriale (ikke i sig selv kommunikativt, men da der fokuseres på materialiteteten, bliver læseren i stand til at se og tage stilling til dette som form – hvilket åbner op for opfattelsen af tekst som råmateriale). Denne tankegang hænger uløseligt sammen med min kunstneriske praksis, hvor jeg arbejder med det, jeg har formuleret, som en art tekstbilledform. Dette arbejde skal ikke præsenteres nærmere, men blot nævnes her i indledningen, ligesom jeg vil nævne min funktion som producent af diskursiv formidling. Hermed præmisserne for nærværende tekst.
Forhistorie
Vi – en gruppering centreret omkring et hus, et sted, et punkt, en ramme, beliggende i Birkerød og derudover alle uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i perioden 2007-2014 – har inden for det seneste år to gange modtaget en fælles invitation til dels at bidrage til et tidsskrift og dels lave en udstilling.
Vi tiltales i disse to tilfælde i udgangspunktet ikke som en samlet størrelse, men nok som set sammen – eller noget lignende – f.eks. som et slæng. Og så alligevel mere eller mindre indirekte som en gruppe, i hvert fald når mekanismerne omkring produktionsomstændighederne begynder at tage fat. I anden omgang er vi eksplicit, og op til flere gange, blevet bedt om at svare ‘dem’ som et ‘os’ i forbindelse med kommunikation med udstillingsstedet.
Vi opfatter imidlertid ikke os selv som en gruppe i faglig forstand. Vi er nok en klike i social forstand, og vil vel derfor nok kunne defineres som et slæng alt i alt. Pointen er, at vi i vores selvforståelse ikke er en fast gruppe, ikke en sammentømret og erklæret kunstnergruppe, eller noget i den dur. Hvis vi er noget, så er vi nu – i kraft af vores deltagelse og forhandling, eller i kraft af brugen af ‘os’ som ét eksempel – netop blevet ét eksempel. Ét eksempel på en organiseringsform. Dette er min påstand. Og det følgende skal jeg forsøge at begrænse til at omhandle dette og de provisoriske slutninger, som eventuelt vil kunne udledes deraf.
Flere i vores gruppering kunne siges at arbejde med det åbentstående. Enten som princip, projekt, metodisk, på anden vis udtalt – eller mere indirekte. Men som et aktiv. Aktivt i, og måske endda i nogle tilfælde aktiverende for, deres praksis. Det åbentstående kan måske, særligt i digitaliseringstider, bedst repræsenteres med det, der fra et mere analogt perspektiv forholder sig til verden. Den fysisk forbundne og mekaniske betjeningsknap kan bruges som en figur for dette, eller rettere et billede herpå. Men et sådant metaforisk billede lader sig ikke forstå entydigt. Der er nemlig også mindst en anden faktor, der kendetegner bevægelserne. Det er en mere omsiggribende tendens – hvilket, jeg mener, beskrives bedst som et både-og-forhold – at man både vil det ene og det andet, og at man insisterer på det. Man kan kun forestille sig, at effekterne af den insisteren er vidtrækkende.
For mig at se bør teksten derfor også, og ikke med et illustrativt formål, følge et åbentstående princip. Hermed følger en tekst, med tekstformens begrænsninger, skrevet ud fra åbentstående præmisser og med et både-og-mellemværende til hele molevitten.
Det åbentstående (som projekt) + både-og
Det åbentstående vil i denne sammenhæng ikke sige, at noget flagrer, f.eks. bukseben, eller at der står åbent til Tivoli, men at det oscillerer mellem to eller flere poler, en multipolaritet. Og fordi det står åbent, positionerne er til forhandling, afkræver hele rammen løbende, at der blive taget stilling til den, som fortsat åbentstående og bevægelig. En sådan ubunden bevægelighed fører til sammenføjning og spredning, samt svingningerne herimellem, indtil det, der er bragt i svingning, enten falder til ro, og/eller der af den ene eller anden grund ikke længere svinges, og dette ikke længere er sammenhængende på et overordnet niveau.
Med udstillingen Delvist tribal forsøger vi, til dels, at tage udpegningen som gruppe på os, for i samme bevægelse at indføre en anden betegnelse, enten den noget løsere gruppering – eller en engelsk betegnelse, som også bruges på dansk, og som ikke bør oversættes: crew. Hermed en placering mellem klanen, holdet og mandskabet. Måske bemanding eller besætning er endnu mere præcist end crew, men her møder man spørgsmål a la for hvad/af hvad? Hvilket kræver entydige svar. Derved kommer der fokus på magtrelationer. Hvilket fartøj med hvilke intentioner? Disse spørgsmål vil jeg gerne udskyde, helst være helt fri for, da de, symbolsk tyngede på den måde, nemmere kan komme til at pege på sammensætningsformer, der hverken levner plads til det blandede eller det parallelle. Det åbentstående og ubundne drukner så snart, der går for meget psykologi, strategi eller værdispekulation – kort sagt politik – i den.
Det er på denne måde, jeg tænker ‘os’, vores vi, vores gruppering – det crew, som også jeg er en del af. Ubundne men forbundne, blandede – sammen, liggende forskudt i forhold til hinanden og fortsat i bevægelse, men med interesse i og for hinanden, og i kraft heraf på parallelle spor, der samtidigt kan føre os i umiddelbart meget forskellige retninger. Og det må være på denne måde, at nogle af os fortsat følges ad. Vores gruppering, som ikke har taget noget navn, eller som endnu ikke har fået nogen præcis betegnelse, kan højst stå som et eksempel på noget, der er i tiden, hvilket må siges at være dannende for os og lignende grupperinger. Mange andre slags udformninger af denne løse grupperingsorganiseringsform er i sagens natur mulige, og må være til stede, uden at jeg her kan pege på eksempler. Så inden for analysens rammer kan vi vel kun med sikkerhed siges at være ét eksempel på et ‘os’. I hvert fald ønsker jeg, for nu, kun at fremvise og bruge vores sammenhæng som ét eksempel. Men eksempel på hvad?
Crewet som organisationsform/organiseringsform–>>organisering frem for organisation…
Et crew er buddet, men hvad karakteriserer så et crew? Inden for graffitikulturen er et crew en størrelse, som defineres af de nok anonymiserede, men samtidigt i eksplicit grad navnebærende, crewmedlemmer. Et crews bemanding kan og vil oftest være udskiftelig. Spørgsmålet om hvordan et crew er organiseret – top-down, bottom-up, konsensusdemokratisk, anarkistisk, syndikalistisk el. lign. – bliver således centralt for forståelsen af crewet som organiseringsform. Dette er, hvad jeg i dette skrift plæderer for, at vores gruppering kunne ses som.
I så fald er vi et crew, hvis organiseringsform karakteriseres ved én variant af en ubundet åbentståendehed. Ligesom for et graffiticrew vil jeg gå ud fra, at det, der definerer os udadtil, og til dels indadtil, defineres af de enkelte medlemmers aktivitet. Hvis et enkelt medlem af crewet fremtræder som værende mest aktiv over en periode, vil dette medlems aktivitet optræde som det mest definerende for crewets ‘profil’ udadtil. Dette kan i sagens natur kun være gyldigt på et overfladeplan. Graffitikulturen er på alle måder præget af overfladehed – ligeså ‘os’. Og ligeså kunstsystemet.
Så alle disse ‘tilbundsgående’ forsøg på præciseringer medvirker på paradoksal vis til frembringelsen af en overfladehed, som bliver karakteriserende for det, du ser, eller det, der viser sig, for ikke at tale om det, der kan vises og tales om. Det placeres på overfladen. Måske fordi der ikke er andre steder at få det placeret?
Jeg kredser fortsat omkring nogle uudtalte spørgsmål, der mest af alt synes at vedrøre repræsentationsproblematikker, både på de medie-/medieringsmæssige og på de organisatoriske eller strukturelle niveauer, uden at disse spørgsmål helt lader sig stille. Måske lader de sig kun stille gennem et publikum, i læsninger eller dialogisk? Dette kunne være en pointe. Den falder, i så fald, i tråd med udstillingens måde at tage form.
[Fortsat uden] afslutning
Således påstår jeg, at der – idet vi tager dette op og tematiserer det gennem udstillingen – foregår en udad-, eller indadvending af problematikken om på én gang at skulle repræsentere og lade sig repræsentere. Modellen for en sådan bevægelse kunne passende være et möbiusbånd, hvor det, der på et tidspunkt har vendt ‘indad’, vendes ‘udad’, og tilbage igen, idet bevægelsen skrider fremad. På denne måde kommer disse størrelser, løsningerne, forslagene og de videre spørgsmål, til at vise sig på ‘ydersiden’, eller, som foreslået, som overflade.