Få franske ord om Mads Lindbergs udstillingsprojekt Sclupture 3D
af Jonas Georg Christensen, 2022
Fotografier: GRAYSC / All images copyright and courtesy of the artist and Simian
Mads Lindbergs projekt (og praksis), fungerer – det vil sige kan læses – som en slags kaos-generator-leg. Og dermed sagt ikke som – ikke engang – et spil. Altså er der, påstår jeg, ikke noget Duchamps over Lindbergs metoder. Modsat, som hos Duchamp, hvor det der sker oftest er at man som beskuer spindes ind i spil-lignende loops og diverse regler herfor (som dog kan være ens eget spekulative opspind), samt de videre konsekvenser der har eller kan have specifikke, omend forskelligartede, betydninger tilknyttet.
Tilbage til pointen: Pointen er, ifm. Lindbergs værker, at der ikke er – og aldrig kan være – én mening. Hvilket er det som den destruktive gestus, der ligger i appropriationsgrebene udøver. Hvilket igen herigennem demonstreres; som en nivelleringspraksis. Hvilket på sin vis peger frem mod værkernes forsøg på at udgøre en nedbrydning af forudsætningen for ‘mening’ forstået som mening-en.
Vi ser et sådant greb udfoldet og udmøntet i denne her form for indifference som er indlejret i “Sclupture 3D”-projektet. Grebet kan have og gøres gældende under én projekttitel, eller fungere som en udstilling, men de enkelte værker kan også være enestående arbejder – ligesom at de enkelte værker kan afvikles eller genopføres, som greb. Hele udstillingen (dvs. alle værkerne som indgår i udstillingen) er – set, på den ene side – så ‘Konceptuel’ (med stort K), og let i sin fysiske materialitet, at udstillingen vil kunne smides ud, og værkerne fuldstændig uproblematisk vil kunne genopføres i andre variationer. Men på den anden side er dette, samtidigt, netop det træk ved udstillingens værker der gør de simple materialer – fundne objekter, flamingo og akrylmaling – om til en slags digitaliseret verdens model, bronze og patinering. Fordi da nu arbejdet er udført, så kan det ikke andet end at suge betydning – og dermed også værdi – til sig. Således bliver værkerne, opfattet i denne forstand, hyper-unikaer. Hele denne logik balanceres elegant, da begge sider af sagens mulige udfald – udmøntet enten i mere ligegyldighed eller yderligere destruktion – synes at være de poler der holde hinanden i balance. Balancen bør gøre sig gældende indtil at arbejdet, eventuelt, institutionaliseres. Og derved ville opnå en kuratorisk historik med tilhørende værditilskrivelse. (Læs; kapitalisering). Det er med andre ord grebet som det handler om. Indtil videre... Da spørgsmålet om hvad der vil ske qua et indkøb – en investering i denne tomme værdi –, f.eks. via en fond, vil komme til at omhandle hvordan denne institution ville behandle og forvalte værkerne.
Således er det der fremstilles, og vises, nærmest blot en algoritme. Forstået som ‘et nogets’ – og ikke en eller andens – kyniske (i forstanden rene vilje-)kraft; der på paradoksal vis ikke vil beskueren noget bestemt. (Den her konsekvens som stammer fra bearbejdelsesmetoden og udliciteringen af valg heri, og som er gennemtrængende ifm. alle produktionsprocesserne, er det der bærer arbejdet). Dét er ikke sublimt, men virker til gengæld monstrøst og kommer dermed til at fungere som en meta-leg med, ikke mening, men med det at kontrollere og tildele eller blot fordele mening. Fordele i forstanden jævnt fordelt: Helt almindeligt. De mærkelige skulpturer bliver derved almene, tilegnelige for os og vores blik. Mens deres deformiteter naturaliseres via deres produktionsproces. De er ikke engang ‘unheimliche’, u-hjemmelige, nej de er nærmere nuttede. Ja selv – oversættelsen af – tupilakken har mistet alt eventuelt magisk som dennes model og figur kunne have videreført. Ved hjælp af det profane – overgrebsagtige – greb at male dens oversættelse selvlysende! En Glow-in-the-dark tupilak. Nu lige til at stille op i kroge af dit småborgerlige eller blot chikke hjem.
Det er denne meningens leg som der opstilles og formuleres spørgsmål omkring. Dog er der en rest, eller der må være rester. Et Noget: Som peger på noget der er meningsfuldt, for kunstneren. Men dét er skjult for os. (Og findes måske ikke som andet end en ubestemthed, i og med legen?). I hvert fald så længe at vi bliver leget med – på den her ‘zen-endemiske’ måde, hvor man som publikum efterlades på øen for fejlfindere. Denne metode kunne sammenlignes med en form for avanceret, senmoderne, rock-balancing. En anden oplagt reference vil være Ugo Rondinone, der kan siges at være en billedkunstner som også arbejder skulpturelt.
På den måde bliver det – hele projektet såvel som hvert værk for sig – til et slags detektivmysterie, men uden en allerede klar fortælling eller historie. Således dermed uden én løsning (og mening) der skal, eller vil kunne, afdække – og opløse – betydning-en. Dette er arbejdets betydning: At det ikke er uden betydninger, men at betydningerne kun foreligger sløret, i tilegnelsens ‘spillen’. Det bliver derfor afgørende at der er nogen som går med på legen. Eller er der tale om en ‘lyven’?
Er du med på løgnen? Ellers falder der ikke brænde ned i skoven. Arbejdet er dit, hvis du kan tage og vil bære det. Selv tak, monsieur tupilak!
Jonas Georg Christensen, 2022 –
Udg. txt/ @udgtxt
Få franske ord om Mads Lindbergs udstillingsprojekt Sclupture 3D
af Jonas Georg Christensen, 2022
Fotografier: GRAYSC / All images copyright and courtesy of the artist and Simian
Mads Lindbergs projekt (og praksis), fungerer – det vil sige kan læses – som en slags kaos-generator-leg. Og dermed sagt ikke som – ikke engang – et spil. Altså er der, påstår jeg, ikke noget Duchamps over Lindbergs metoder. Modsat, som hos Duchamp, hvor det der sker oftest er at man som beskuer spindes ind i spil-lignende loops og diverse regler herfor (som dog kan være ens eget spekulative opspind), samt de videre konsekvenser der har eller kan have specifikke, omend forskelligartede, betydninger tilknyttet.
Tilbage til pointen: Pointen er, ifm. Lindbergs værker, at der ikke er – og aldrig kan være – én mening. Hvilket er det som den destruktive gestus, der ligger i appropriationsgrebene udøver. Hvilket igen herigennem demonstreres; som en nivelleringspraksis. Hvilket på sin vis peger frem mod værkernes forsøg på at udgøre en nedbrydning af forudsætningen for ‘mening’ forstået som mening-en.
Vi ser et sådant greb udfoldet og udmøntet i denne her form for indifference som er indlejret i “Sclupture 3D”-projektet. Grebet kan have og gøres gældende under én projekttitel, eller fungere som en udstilling, men de enkelte værker kan også være enestående arbejder – ligesom at de enkelte værker kan afvikles eller genopføres, som greb. Hele udstillingen (dvs. alle værkerne som indgår i udstillingen) er – set, på den ene side – så ‘Konceptuel’ (med stort K), og let i sin fysiske materialitet, at udstillingen vil kunne smides ud, og værkerne fuldstændig uproblematisk vil kunne genopføres i andre variationer. Men på den anden side er dette, samtidigt, netop det træk ved udstillingens værker der gør de simple materialer – fundne objekter, flamingo og akrylmaling – om til en slags digitaliseret verdens model, bronze og patinering. Fordi da nu arbejdet er udført, så kan det ikke andet end at suge betydning – og dermed også værdi – til sig. Således bliver værkerne, opfattet i denne forstand, hyper-unikaer. Hele denne logik balanceres elegant, da begge sider af sagens mulige udfald – udmøntet enten i mere ligegyldighed eller yderligere destruktion – synes at være de poler der holde hinanden i balance. Balancen bør gøre sig gældende indtil at arbejdet, eventuelt, institutionaliseres. Og derved ville opnå en kuratorisk historik med tilhørende værditilskrivelse. (Læs; kapitalisering). Det er med andre ord grebet som det handler om. Indtil videre... Da spørgsmålet om hvad der vil ske qua et indkøb – en investering i denne tomme værdi –, f.eks. via en fond, vil komme til at omhandle hvordan denne institution ville behandle og forvalte værkerne.
Således er det der fremstilles, og vises, nærmest blot en algoritme. Forstået som ‘et nogets’ – og ikke en eller andens – kyniske (i forstanden rene vilje-)kraft; der på paradoksal vis ikke vil beskueren noget bestemt. (Den her konsekvens som stammer fra bearbejdelsesmetoden og udliciteringen af valg heri, og som er gennemtrængende ifm. alle produktionsprocesserne, er det der bærer arbejdet). Dét er ikke sublimt, men virker til gengæld monstrøst og kommer dermed til at fungere som en meta-leg med, ikke mening, men med det at kontrollere og tildele eller blot fordele mening. Fordele i forstanden jævnt fordelt: Helt almindeligt. De mærkelige skulpturer bliver derved almene, tilegnelige for os og vores blik. Mens deres deformiteter naturaliseres via deres produktionsproces. De er ikke engang ‘unheimliche’, u-hjemmelige, nej de er nærmere nuttede. Ja selv – oversættelsen af – tupilakken har mistet alt eventuelt magisk som dennes model og figur kunne have videreført. Ved hjælp af det profane – overgrebsagtige – greb at male dens oversættelse selvlysende! En Glow-in-the-dark tupilak. Nu lige til at stille op i kroge af dit småborgerlige eller blot chikke hjem.
Det er denne meningens leg som der opstilles og formuleres spørgsmål omkring. Dog er der en rest, eller der må være rester. Et Noget: Som peger på noget der er meningsfuldt, for kunstneren. Men dét er skjult for os. (Og findes måske ikke som andet end en ubestemthed, i og med legen?). I hvert fald så længe at vi bliver leget med – på den her ‘zen-endemiske’ måde, hvor man som publikum efterlades på øen for fejlfindere. Denne metode kunne sammenlignes med en form for avanceret, senmoderne, rock-balancing. En anden oplagt reference vil være Ugo Rondinone, der kan siges at være en billedkunstner som også arbejder skulpturelt.
På den måde bliver det – hele projektet såvel som hvert værk for sig – til et slags detektivmysterie, men uden en allerede klar fortælling eller historie. Således dermed uden én løsning (og mening) der skal, eller vil kunne, afdække – og opløse – betydning-en. Dette er arbejdets betydning: At det ikke er uden betydninger, men at betydningerne kun foreligger sløret, i tilegnelsens ‘spillen’. Det bliver derfor afgørende at der er nogen som går med på legen. Eller er der tale om en ‘lyven’?
Er du med på løgnen? Ellers falder der ikke brænde ned i skoven. Arbejdet er dit, hvis du kan tage og vil bære det. Selv tak, monsieur tupilak!
Jonas Georg Christensen, 2022 –
Udg. txt/ @udgtxt